Henning Troelsen

Hvorfor valgte du at arbejde med softwaretest?

I starten var det ikke et valg, men resultatet af en forflytning til en afdeling i flyvevåbnet, hvor vi bl.a. lavede modtagekontrol af software til radar- og informations-systemer. Efter ca. 5 år med den slags opgaver, var det ikke svært, at sige ja tak til et job som tester hos Navision. Herfra har det været et bevidst valg at arbejde med forskellige aspekter af software test, fra det rå håndværk som tester/test manager til forankring af test på forskellige niveauer i en organisation. 

Det korte svar på spørgsmålet - specielt når emnet kommer op i en snak med udviklere - er at det er meget sjovere med test, fordi man ikke er begrænset af hvad compileren vil tillade.

 

Hvad interesserer dig lige nu?

Det er groft sagt, det samme som det har været de seneste 25 år: At lære noget mere om TEST. Af samme grund har jeg meldt mig under fanerne hos Q Nation, hvor der forhåbentlig bliver mulighed for at sætte lidt flere krydser på min bucketlist: Bygge test ind i en organisation på den fede måde, bidrage til at gøre en start-up succesfuld og arbejde med test af kunstig intelligens. Men uanset hvad der kommer af opgaver bliver det garanteret en fornøjelse :-)

 

Er der nogen, som du ser op til som et forbillede?

Absolut! Gerald Weinbeg har skrevet nogle fantastiske bøger om test og kvalitetssikring, der giver et godt indblik i hvorfor "ting" går galt i arbejdet med software. 

En anden stor kilde til inspiration er Deming og hans teorier om ledelse. Der ser ud til at være en fin rød tråd fra Demings ledelsesprincipper til for eksempel den agile bevægelse med Scrum 3.0 og SAFe.

Derudover har jeg været forkælet med en masse gode kolleger, der igennem årene har givet en masse inspiration og viden i forhold til test - ingen nævnt, ingen glemt...

 

Har du en interesse/passion i fritiden?

Familien har fyldt meget, men den yngste af vore 3 drenge har lige fået egen bil, så det er ved at være begrænset, hvor meget der skal serviceres i fritiden. Måske vi så kan få tid til nogle af de storbyferier, vi har talt om så længe og en ekstra bridge aften ville da også være kærkommen.

Q Nation A/S

+45 88638989

info@qnation.dk

CVR 38585061

Vesterbrogade 149

1620 København V

​

Privatlivspolitik

Dette website bruger cookies. Se vores privatlivspolitik for detajler.